Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Udeskole

Udeskole

I en tid, hvor den virtuelle verden vinder mere og mere frem for mange – børn som voksne – etablerer udeskolen kontakt med den virkelige, vidunderlige verden.

Læring i bevægelse er et af Gasværksvejens Skoles tiltag til at få gjort skolen meningsfuld, udfordrende og lærerig. Børn har brug for at lege og bevæge sig. Så selv om vi bor i centrum af København, arbejder vi konstruktivt på, at vores nystartede skoles 0.-3. klasse skal være en udeskole, hvor kulturen og naturen omkring os bidrager til at gøre det sjovt at gå i skole.

Hvad vil det sige at være udeskole

 At være udeskole indebærer, at de enkelte klasser i gennemsnit én dag om ugen flytter undervisningen ud af klasselokalerne. Vi inddrager naturen og kulturen omkring os i undervisningsforløb, der forberedes og efterbearbejdes i klasselokalet. Resultatet er ivrige og nysgerrige skolebørn, der udforsker lokalsamfundet – både naturen og kulturen – som en del af undervisningen. 

Naturen og kulturen udnyttes som aktivitetsrum, der mangedobler mulighederne for indlæring og forskellige indlæringsformer. Alle fag har fordele ved ind imellem at blive trukket ud af skoleklassen og ind i naturens og kulturens mangfoldige rum. Her er det kun lærerens og elevernes fantasi, der sætter grænser for, hvad der kan læres.

Vi bruger alle sanser i udeskolen

Udeskolen giver desuden eleverne anledning til at tage alle sanser i brug, når de studerer den natur og kultur, der omgiver os. På den måde får de personlige og konkrete erfaringer i et møde med virkeligheden.

 I udeskolen er der plads til såvel faglige aktiviteter som spontan udfoldelse, leg, nysgerrig søgen, fantasi, naturoplevelser og socialt samvær. Målet er at aktivere alle skolefagene i en integreret undervisning, hvor der er sammenhæng mellem ude- og indeaktiviteter. 

Fordelene ved udeskolekonceptet

Udeskoleelever er generelt gladere, mere motiverede for at lære og har færre sygedage end ikke-udeskoleelever. Det skyldes en række faktorer i udeskolekonceptet, som har en positiv indvirkning på børns indlæring og lyst til at gå i skole. Dem kan du læse om herunder:

En sansende tilgang til læring, hvor udeskolen inddrager alle sanserne i undervisningen. Børn lærer på forskellige måder: Nogle er gode til abstrakt tænkning, mens andre lærer bedre ved en mere praksisorienteret tilgang. Især de yngste elevers indlæring foregår hovedsagelig gennem selvaktivitet og udforskning af omgivelserne, men også de større elever drager fordel af udeskolekonceptet.

Mulighed for at benytte forskellige undervisningsformer. Forskellige rum inviterer til afvekslende måder at undervise på.Fagene begrænses ikke af klasserummet, men uendelige læringsmuligheder byder sig til, hvilket i sig selv kan være motiverende for børnene. Læring, koncentration og evnen til at fastholde opmærksomhed er større hos børn, der undervises regelmæssigt i naturen.

Udeskole etablerer kontakt til lokalsamfundet, så eleverne forankres i lokalområdet, samtidig med at de lærer steder og mennesker at kende og får mulighed for at benytte den ekspertise, der findes uden for skolen.

En bedre forståelse af naturen, naturfag og miljø: Elever, der regelmæssigt iagttager, undersøger og arbejder i naturen, vil få basal viden om natur og miljø, der bygger på egne earinger.

Udeskolen modarbejder en tendens til overvægt blandt børn. Eleverne bevæger sig mere på en udeskoledag end på en almindelig skoledag, ligesom elevernes motoriske færdigheder udvikles bedre.

  • Et rigere socialt institutionsliv. I naturen brydes den typiske klasse ofte op i mindre grupper, der arbejder selvstændigt i landskabet. Her er plads til alle, og ofte brug for mange flere forskellige evner end i stoleskolen. Det giver eleverne større forståelse og respekt for hinandens evner – og kan være et fint redskab til arbejdet med klassens sociale struktur.

 

Gasværksvejens Skole som udeskole – det gør vi

For at få mest ud af alle de gavnlige effekter, udeskoleundervisningen har på børnene, arbejder vi med en lang række aktiviteter til udeskoledagene:

·         Vi tager på ture ud af huset flere gange om måneden

·         Vi inddrager alle fag i udeskolen på fantasifuld vis

·         Vi overnatter i naturen

·         Vi holder skolehaver, så børnene kan følge med i, hvordan grøntsagerne bor og gror

·         Vi benytter Vestamager Naturcenter, hvor børnene oplever dyreliv og naturen på nærmeste hold

·         Vi cykler – allerede fra 1. klasse lærer børnene om færdselsregler og trafiksikkerhed, så vi senere kan tage på cykelture, f.eks. til Amager Fælled med overnatning og bål

·         Vi benytter VesterGror, en økologisk forening på Vesterbro, til forskellige aktiviteter, hvor børnene f.eks. kan følge vandingsprojekter, passe dyrkningen af grøntsager og planter, høste og arbejde med kompost.

Derudover samarbejder vi med Gasværkstedet om udedage, hvilket giver mulighed for at flytte undervisningen udenfor en hel dag – eksempelvis til skolehaverne ved Bispebjerg.