Klasserne fortsætter uændrede op på mellemtrinnet, hvor de som udgangspunkt får nye lærere. Lærerne arbejder i årgangsteam, og som i indskolingen arbejdes der med fleksibel organisering af undervisningen med fokus på de enkelte fag og deres tværfaglige sammenhænge.
Mellemtrinet har en projektorienteret, tværfaglig og praktisk musisk profil. Målet er at eleverne i løbet af de tre år de er på mellemtrinnet introduceres til de forskellige elementer inden for projektarbejdsformen, og tilegner sig kompetencer der sigter mod at gøre dem ”projektklar”.
Undervisningen tilrettelægges skiftende mellem basisuger og projektuger. Der arbejdes med holddeling på årgangen og på tværs af årgangene inden for rammerne af folkeskoleloven.
De praktisk-musiske fag styrkes gennem en p-fagsordning som skaber mulighed for at eleverne kan fordybe sig gennem koncentrerede forløb i det enkelte fag. Målet er at sætte fokus på de skabende processer og på de faglige teknikker så eleverne bliver fortrolige med forskellige udtryksformer og bliver i stand til fremadrettet at tage dem i anvendelse i andre faglige sammenhænge.