I sommer holdt vi rejsegilde for de håndværkere, der er i fuld gang med at bygge jeres nye skole. Og arbejdet med byggeriet er siden da fortsat for fuld kraft.
En stor del af det arbejde, vi er i gang med nu, foregår inden for i byggeriet, og det er derfor ikke så synligt, hvad håndværkerne laver. De sætter vægge og lofter op og monterer mange af de installationer, som er med til at sikre, at skolen kommer til at fungere rigtig godt med et ordentligt indeklima.
Hvis man kommer forbi byggepladsen, vil man dog også kunne se, at der sker noget på ydersiden af bygningen: Fra flere store mobile platforme er håndværkerne i gang med at montere isolering på ydersiden af bygningen. Derefter sætter de vinduer i, og til sidst sætter de alle de mange glaserede teglelementer op, som skal sikre, at skolen både bliver holdbar og rigtig flot at se på.
På billedet kan man se byggeriet ovenfra i vintersolen. Tagene på bygningen ser gule ud - det bliver de ikke ved med at være. Den gule overflade er såkaldte ”vintermåtter”, som er lagt ud for at hjælpe med at holde på varmen indvendig i bygningen. Selvom håndværkere er hårdføre, fryser de også i vinterkulden.
Tidsplanen er ikke ændret siden sidst, så vi forventer stadig indflytning i den nye skole i januar 2025.
Baggrund
Københavns Kommune skal til at opføre en ny tre-sporet skole med plads til 840 elever inkl. 336 fritidshjemspladser samt idrætshal, på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevgade, i det sydligste hjørne af Den Hvide Kødby på Vesterbro.
Den nye skole skal erstatte Gasværksvejens Skole, der ikke har plads til udvidelser - og skal imødekomme det stigende behov for plads til skolesøgende elever på Vesterbro. Pladsen på Vesterbro er trang, og placeringen i Kødbyen skal ses som et ønske om at etablere en skole i byen, der er åben mod det omliggende nærmiljø.
Den nye skole skal leve op til nutidige behov for bevægelse og ønsker om åbenhed og fællesskaber, og den kommende idrætshal skal være en attraktiv ramme om bevægelse hele dagen. Hallen bliver skolens primære ramme om idrætsundervisningen, og skal samtidig åbne sig op for anden brug i skoletid og for lokalområdets mange idrætsaktive efter skoletid. Skolen skal derudover være åben for lokalområdets mange fritidsbrugere, herunder folkeoplysende foreninger og aftenskoler.
Proces og tidsplan
Københavns Kommune har bevilget midler til at anlægge skolen i budget 2019 på baggrund af det byggeprogram, som blev godkendt i styregruppen i foråret 2018. Det er planlagt, at skolen skal tages i brug til skolestart 2024. Skolen har tidligere skullet tages i brug allerede til skolestart 2022, men ændringer i kommunens planlægning har betydet en udskydelse. Byggeri København varetager gennemførelsen af projektet som kommunens bygherreenhed.
Projektet er delt op i tre entrepriser:
- Byggemodning (som blandt andet omfatter miljøsanering, nedrivninger, håndtering af forurenet jord, ledningsomlægninger og byggegrube)
- Skolebyggeriet (som er opførelsen af selve skolen)
- Ammoniakanlæg (som er ombygningen af ammoniakanlægget i Kødbyen, så det ikke længere vil være en risikovirksomhed)
Entrepriserne er blevet udbud som totalentrepriser. Det betyder for skolebyggeriets vedkommende, at det har været en del af tilbuddene at give forslag til, hvordan skolen skal udformes og se ud.
Udbuddene af alle tre entrepriser er foregået i 2020, og Byggeri København har indgået kontrakter i juni og september 2020 og, for skolebyggeriet vedkommende, i januar 2021.
Projekterne gennemføres efter en overordnet plan, som fremgår her. Planen sikrer, at grundlaget for skolebyggeriet er til stede efter afslutning af byggemodning, og at ammoniakanlægget er ombygget så tidligt som muligt for at fjerne dets status som risikovirksomhed, som begrænser mulighederne for at anvende grunden til skole.
Miljø-, støj og trafikforhold bliver håndteret sikkert
Den Hvide Kødby fra 1931-34 er bygget på en gammel gasværksgrund hvor jorden er forurenet. Byggefeltet for den nye skole er placeret ud til to trafikerede veje i centrum af København, hvor der foregår tung transport til og fra Kødbyen, og ligger derudover ud til jernbanen til Københavns Hovedbanegård, hvilket betyder at arealet er påvirket af støj og luftforurening.
Der er derfor gennemført en række forundersøgelser og vurderinger af miljø-, støj- og trafikforhold. Gennem disse er det afdækket, hvordan den fremtidige følsomme anvendelse som skole kan ske sikkert i forhold til nedenstående fokusområder:
- Jordbundsforhold og forurening i jord
- Miljøskadelige stoffer i eksisterende bygninger
- Ammoniakkøleanlægget
- Støjforhold
- Luftforurening
- Trafiksikkerhed
Under udførelsen af projektet vil det komme til at støje og støve og trafikken omkring byggepladsen kan blive påvirket i perioder. Projektet gennemføres efter bl.a. Københavns Kommunes forskrift for byggeri og anlæg, som bl.a. regulerer hvornår og hvordan der må gennemføres støjende arbejde. Ændringer i trafikafviklingen omkring byggepladsen godkendes af vejmyndigheden i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Organisering og pædagogisk grundlag
Børne- og Ungdomsforvaltningen er bestiller af den nye skole. Kultur- og Fritidsforvaltningen er bestiller af idrætshallen. Gasværksvejens Skole, som planmæssigt skal flyttes til den nye skole, har i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen formuleret det pædagogiske grundlag for den nye skole. Børne- og Ungdomsforvaltningen stiller derudover en række funktionskrav til nye skolebyggerier. Du kan se Børne- og Ungdomsforvaltnings Funktionsprogram her. Byggeudvalget (se nedenfor) har desuden medvirket ved formuleringen af det byggeprogram, som sammen med funktionsprogrammet stiller de funktionelle krav til det nye byggeri.
Byggeri København sikrer udførelse af byggeriet. Hertil er projektet suppleret af Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med tilvejebringelse af plangrundlaget for den ændrede anvendelse af arealet – herunder udarbejdelse af rammelokalplan med de overordnede rammer for bl.a. det kommende skolebyggeri og efterfølgende byggeretsgivende tillæg til lokalplanen med de mere detaljerede rammer.
Hele projektet organiseres af en styregruppe, der består af repræsentanter fra Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF), Byggeri København (ByK) og Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID). Herunder har der været nedsat et byggeudvalg, der udover de tre forvaltninger består af repræsentanter fra Gasværksvejens Skole, forældregrupper, fritidsbrugere samt et bygherrerådgiverteam, der bistår processen.