Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Åben Skole

Princip for Åben Skole på Gasværksvejens Skole

Skolen ud i verden – verden ind i skolen

Principperne for Åben Skole på Gasværksvejens Skole har til formål at rammesætte arbejdet med at bringe skolen ud i verden og verden ind i skolen. Den åbne skole skal medvirke til at danne og uddanne vores elever til fremtidens liv og udfordringer. Vores elever skal rustes til at kunne indgå i samarbejde og relationer med mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund så de bliver i stand til bidrage konstruktivt i de fællesskaber de indgår i under deres opvækst og uddannelse og i deres videre liv.

Den åbne skole skal medvirke til at udvide læringsrummet og tager undervisningen ud af skolens bygninger - vi ønsker at vores elever skal forlade skolen med erfaret viden om at læring foregår overalt, hele tiden og hele livet.

Den åbne skole skal medvirke til at styrke elevernes engagement og bevidsthed om det lokale, nationale og globale samfund de lever i.

Den åbne skole skal medvirke til at tilføre undervisningen kompetencer som vi ikke har i den faste personalegruppe til gavn for elevernes læring og personlige udvikling.

Aktiviteter i den åbne skole skal:

  • være et supplement til – og ses i sammenhæng med skolens øvrige virksomhed
  • understøtte de faglige og sociale læringsmål der er sat for undervisningen i en praksisnær kontekst
  • understøtte arbejdet med at udfordre eleverne og stimulere deres nysgerrighed
  • så vidt muligt være fri for kommercielle interesser og reklamepåvirkninger Gasværksvejens Skole samarbejder kun med virksomheder med ordnede løn - og arbejdsvilkår.

Vurderingen af om aktiviteter i åben skole har relevans for mål og læring foretages af lærere og pædagoger i samarbejde med ledelsen. Skolens forældre inddrages så de kommer til at spille en aktiv rolle i at finde og udnytte muligheder lokalt.