Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Skolens værdigrundlag

Værdigrundlaget er blevet til i en tæt og åben dialog mellem forældre, medarbejdere og ledelse på Gasværksvejens Skole og i KKFO Gasværkstedet. Værdigrundlaget er vores tolkning af Københavns Kommunes fire værdier: Respekt, Tillid, Ligeværdighed og Dialog. Værdigrundlaget er det fundament, vi bygger vores skole og kkfo på, og det danner sammen med folkeskoleloven og de kommunale målsætninger en ramme om skolens liv.

Værdigrundlaget sætter ord på, hvad ledelse, medarbejdere, forældre og elever skal samarbejde om og tage ansvar for i fællesskab. Det er præmis for beslutninger og handlinger, samt begrundelse for valg.
 

Vores værdier og deres betydning

Faglighed

I skolen skal børnene udvikle deres personlige, faglige og sociale potentiale optimalt, så de opnår et solidt og alsidigt dannelsesgrundlag for deres videre tilværelse. Derfor tager vi i skole og kkfo udgangspunkt i et bredt faglighedsbegreb, hvor vi ser faglighed som en fælles betegnelse for kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer.

Anerkendelse

Børnene møder i skolen med forskellige erfaringer og forudsætninger for at forstå, indtage og bearbejde ny viden og nye erfaringer. Derfor er vi i skole og kkfo åbne for, at der er mange måder at tænke, handle og være på. Vi tager et anerkendende udgangspunkt i alle relationer, vi tager hinanden alvorligt og stoler på at alle gør deres bedste. Vi fokuserer på det positive og det værdsættende og lader det være udgangspunktet for udvikling og læring hos den enkelte og i fællesskabet.

Fællesskab

Børnene møder i skolen med forskellige forudsætninger, baggrund og kultur. Derfor vil vi i skole og kkfo skabe et tydeligt, forpligtende og givende fællesskab, der omfatter og aktivt inddrager alle. Et fællesskab, der bygger på, at den enkelte ser sig selv som en væsentlig deltager med rettigheder, pligter, evner og muligheder.

Trivsel

Åbenhed, trivsel og tryghed er en forudsætning for læring og social udvikling. Det er vigtigt at turde udvikle nye sider af sig selv, at udfolde talenter og at turde stå frem. Derfor er skole og kkfo et sted hvor respekten for andre og forståelsen af ligeværd og tolerance prioriteres højt. Vi lærer at håndtere konflikter gennem dialog

Udfordringer

Børn lærer og udvikler sig på forskellig måde og i forskelligt tempo. Derfor skal vi i skole og kkfo skabe meningsfulde udfordringer og oplevelser i trygge rammer, således at børnenes nysgerrighed stimuleres og bevares gennem hele skoleforløbet.

Kreativitet

Børnene skal lære at tænke selv, løse problemer og handle kreativt – selvstændigt og i samarbejde med andre. Derfor er skole og kkfo et sted, hvor vi gennem leg, fantasi, udfordring, fordybelse, rummelighed, æstetik og tolerance udvikler børnenes lyst og evner til at skabe og forandre. Kreativiteten findes ikke blot i de praktisk-musiske fag, men i alle fag og tværfaglige sammenhænge.

Værdier i praksis

Alle skolens aktører spiller en vigtig rolle for at værdigrundlaget kan forankres i praksis.
Derfor forventer vi at

Eleverne

Viser hensyn og passer på

  • hinanden 

  • hinandens ejendele

  • skolens og kkfoens lokaler

  • skolens og kkfoens materialer

Respekterer at vi er forskellige og har forskellige behov, derfor kan der være forskellige aftaler for forskellige børn.

Øver sig i at løse egne konflikter ved hjælp af samtale uden trusler og groft sprog.

Deltager aktivt og konstruktivt i undervisningen og i fælles aktiviteter.

Lærere og pædagoger

Er bevidste om, at de er vigtige rollemodeller for børnene med hensyn til adfærd og sprog.

Sætter værdiregelsættet på dagsordenen i børnehøjde.

Sætter værdiregelsættet på dagsordenen i eget samarbejde.

Lytter til børnene og tager dem alvorligt.

Rammesætter en hverdag, som inviterer til deltagelse i fællesskabet.

Sikrer at der er faglige udfordringer for alle børn og møder barnet hvor det er.

Giver børnene sprog og redskaber til at håndtere konflikter.

Lærer børnene, at der kan være forskellige aftaler for forskellige børn.

Bidrager til et positivt, tillidsfuldt og ligeværdigt samarbejde med forældrene.

Samarbejder om at give børnene et helhedspræget skole- og fritidsliv.

Ledelsen

Sætter værdiregelsættet på dagsordenen.

Er bevidste om, at de er vigtige rollemodeller.

Sikrer gode rammer for et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem alle skolens aktører.

Sikrer at de beslutninger der træffes er i overensstemmelse med skolens værdigrundlag.

Rammesætter fællesskabet i en tæt dialog med børn, medarbejdere og forældre.

Sikrer at elevrådet inddrages i arbejdet med værdiregelsættet.

Sikrer at disciplinære problemer håndteres i overensstemmelse med skolens værdigrundlag.

Skolens øvrige medarbejdere

Er bevidste om, at de er vigtige rollemodeller for børnene.

Er imødekommende overfor børnene.

Er åbne for, at inddrage børnene i deres arbejdsopgaver.

Forældrene

Er bevidste om, at de er de helt centrale rollemodeller i forhold til barnets udvikling, adfærd og holdninger.

Bakker op om værdiregelsættet, herunder værdigrundlag og trivselspolitik.

Bidrager til et positivt, tillidsfuldt og ligeværdigt samarbejde med skole og kkfo.

Anerkender at vores fællesskab bygger på vores forskellighed og vores evne til at værdsætte forskellighederne.

Respekterer skolen som en arbejdsplads for elever, lærere, pædagoger og skolens øvrige medarbejdere.

For elever med adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer sikres et udvidet skole-hjem samarbejde kendetegnet ved, at skole og kkfo

  • skaber vilkår for åben dialog mellem forældre og lærere/pædagoger  

  • sikrer os forældrenes loyalitet, støtte og opbakning  

  • drøfter og aftaler handlemuligheder og fælles strategier  

  • aktivt benytter os af de muligheder vi har for støtte og supervision internt og eksternt.

Dét gør vi når vi oplever grove brud på værdiregelsættet

  • Ledelsen orienteres øjeblikkeligt  

  • Vi lytter, sondere og inddrager de implicerede parter inden der træffes beslutninger om en eventuel konsekvens  

  • Kun ledelsen kan træffe beslutning om alvorlige sanktioner som hjemsendelse/bortvisning eller udelukkelse fra undervisningen.